Præstens side

Summertime - and the living is easy

En vuggevise fra »Porgy and Bess« - en af de få operasange, som menigmand kan synge med på, naturligvis forudsat at man kender den. Hvor jeg hørte den første gang husker jeg ikke, men sang den for min yngste - til hjemmelavet tekst og på dansk. 

Hvornår er vi vaccinerede (altså de af os, som ønsker vaccination), hvornår kan vi holde ferie også i udlandet, og skal vi have coronapas foruden det rødbedefarvede?

Hvad venter os, hvad kan vi tillade os at håbe på? 

Hvor let bliver vores liv monstro?

Og hvis det ikke bliver så let, som vi kunne ønske os - så må vi glæde os over, at Gud blev menneske for at være i øjenhøjde med de lidende, og det kan man ikke udefra, fra evigheden. 

For at være i øjenhøjde må man dele liv og livsbetingelser med de lidende. Selv om ingen kan tage alle lidelser på egne skulder - Jesus blev trods alt hverken spedalsk, lam, blind eller dæmonbesat - så gik han mellem sine samtidige, så deres lidelser og forbarmede sig over dem. Hvor han var, det han gjorde - det virkede og udvirkede en forskel i livet før og efter for alle, der troede på ham, havde tillid til ham midt i al deres tvivl: 

»Jeg tror, hjælp min vantro« som den dæmon- besatte drengs far bekendte. »Jeg tror, hjælp min vantro!«. Sådan må vi også sige fra tid til anden. 

Hvornår vores tro løber tør - det er ikke til at forudse. Er det succes eller mismod, der tager den fra os? I mismod kan vi kalde på, anråbe Gud, mere af »vane« desperation end egentligt håb. Alligevel gør det en forskel - sjældent ved at vores »udfordringer« forsvinder som dug for solen, oftere ved at vi får lettet låget over vores forsøgsvis tøjlede følelser. Dertil må anbefales rigelige mængder af kærlighed og omsorg, frit efter anbefalingen på facebook:

»Kærlighed og omsorg lindrer megen sygdom. Og hvis det ikke hjælper!?! Så sæt dosis op.«

Kærlighed og omsorg kurerer ikke alt. Kærlighed og omsorg gør det muligt at udholde mere, end man havde regnet med.

Joan Amalie Holck

3. søndag efter påske

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes 16,16-22: 
 
Jesus sagde: »En kort tid, så ser I mig ikke længere, og atter en kort tid, så skal I se mig.«
Da sagde nogle af hans disciple til hinanden: »Hvad er meningen med det, han siger til os: En kort tid, så ser I mig ikke, og atter en kort tid, så skal I se mig? og: Jeg går til Faderen?«
De sagde altså: »Hvad mener han med at sige: En kort tid? Vi forstår ikke, hvad han taler om.«

Jesus vidste, at de ville spørge ham, så han sagde til dem:
»I spørger hinanden, hvad jeg mente, da jeg sagde: En kort tid, så ser I mig ikke, og atter en kort tid, så skal I se mig?
Sandelig, sandelig siger jeg jer:
I skal græde og klage, men verden skal glæde sig.
I skal sørge, men jeres sorg skal blive til glæde.
Når kvinden skal føde, har hun det svært, fordi hendes time er kommet; men når hun har født sit barn, husker hun ikke mere sin trængsel af glæde over, at et menneske er født til verden. Også I sørger nu, men jeg skal se jer igen,
og da skal jeres hjerte glæde sig,
og ingen skal tage jeres glæde fra jer.«
 
I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen.

Jeg forstår godt, at Jesu disciple ikke forstår Jesus.

Så direkte han tiltaler de bedrevidende, lige så mystisk taler han til de betroede, de, der tror ham.
I gådefuld tale kan Jesus slå samtlige profeter, ikke mindst, når vi læser Johannesevangeliet, som ser det hele, ikke bare lidt oven, men helt oppefra.

Og apostlen Peter, Jesu lidt forvirrede discipel, giver fuldstændigt og helt bogstaveligt det jødiske råd svar på tiltale i Jesu ånd:

Jesus er den sten, som blev vraget af jer bygmestre, men som er blevet hovedhjørnesten.
Og der er ikke frelse i nogen anden,
ja, der er ikke givet mennesker noget andet navn under himlen, som vi kan blive frelst ved.«

Han, Jesus, er hovedhjørnestenen, klippegrunden, som vi kan bygge vores kirke og vores tro på.

Der gives ikke anden grund, og det har til og med Anden Verdenskrig været kristnes – og som-om-kristnes – grund til forfølgelse af det gudsfolk, som Guds søn blev født til at lede.
Men Guds folk kan ha svært ved at se forskel på sig selv og Gud selv, og samme ulykke rammer kristne.
Jo højere på strå, jo større risiko.

Jesu disciple var villige til at følge ham ind i døden.
Ikke i første forsøg, men derefter!

Inden første forsøg forstod de jo ikke hans forudsigelser. De – forudsigelserne – bragte uro i disciplenes hjerter:
hvad er det der sker?

Hvordan kan Gud tillade, at Hans tjenere ved templet tager sig magt til at slå Hans søn ihjel. Det giver ikke mening.
Og der er mange faldet fra inden de helt kom til tro, for hvad er det for en slapsvans af en gud, der tillader mennesker at dræbe hans søn.
Det ER gådefuldt, for end ikke vore dages medicinere kan hente døde ud af graven. Der er en grænse. I det mindste for os mennesker, men den går ikke ved drabet på Guds salvede.

Den grænse går ved døden, men det er ikke en grænse for Guds magt, og heller ikke for Jesu magt.
Lazarus, Jairos datter, enkens eneste søn.
Vi lades ikke i stikken i vores sorg.

Godt nok ser vi ikke mere døde hentet ud af graven, men vi får løfte om Guds fred også efter døden.

”For bjergene kan rokkes og højene vakle,
men min troskab mod dig rokkes ikke,
og min fredspagt vakler ikke, siger Herren,
der viser dig barmhjertighed.”
 
Grænsen for menneskers magt går ved døden, men der er ikke grænse for Guds magt.
Og det blev naglet fast, af umenneskene selv!

Selv da kunne de ikke tro, de kunne ikke forstå, det måtte være bedrageri.

Når man har magt, og andre planer end Guds, er det svært at acceptere, at virkeligheden, endda med rette, kan gå magten midt imod.
Fra tid til anden er der et sted i verden, hvor et folk bliver træt af at blive misbrugt, og der bliver uro, en uro, der kan brede sig, vokse, måske til en revolution. Men snart har nogen eller nogle samlet sig så megen støtte, så meget magt – at de glemmer det ædle formål med deres opstand.   
Jesu omvæltning af gældende ret er meget anderledes.

Den er ca. 100 % ikke-voldelig, den er ca. 100 % åndelig – for kærlighed kan hverken måles, vejes eller beregnes. Der kan heller ikke sættes pris på den, og når arvinger slås om arven – måske var kærligheden knapt så mærkbar som de mere kontante værdier, og andre forhold kan også komplicere sagen.
Kærlighed er, som ”ånd”, en virksom praksis, der ændrer meget – ikke på samfundsplan, men mellem de mennesker, mellem de menneskelige relationer, hvor kærligheden gives og modtages uden beregning, men med stor glæde og taknemmelighed – fra både giver og modtager.
Kærlighedens kraft kan konstateres.

Vi kan se den mere eller mindre tydeligt ved bryllupper, hvor alt tilskrives kærlighed. Men det kan også bare være en drøm, en fantasi, en flugt fx fra ensomhed. Og kortere eller længere efter en skilsmisse, hvor kærligheden ikke var bæredygtig, måske kun en illusion.

Ved en dåb kan vi se kærligheden. Vi ser den i den ømhed, der er i de øjne, der betragter det lille barn, der bæres til dåb – eller vi kan overraskes, når et voksent menneske beder om at blive døbt for at kunne stå fadder til vennens barn. Det er ikke helt gratis, døbte betaler jo kirkeskat. Også selv om man mest ser sig selv om kulturkristen: kirkeskatten skal betales. Det er venskabets kærlighed, en tillægsfamilie uden blodets bånd.
Så er der det, kirkeskatten ikke dækker: Omkostningerne ved en bisættelse eller begravelse.
Det er dog ikke der, kærligheden viser sig på den dag.

Det er i følgets øjne, i følgets ansigter, hvordan hver enkelt berøres ved afslutningen af et liv, der har betydet måske endnu mere, end man helt var klar over. Tårer løber over, af livets vand, kærlighedens kilde, der røres rundt i, så det skvulper over, ned ad kinderne – hvis ikke andre af livets forhold har sat propper i tårekanalerne, eller hvad der nu bestemmer, hvornår vi græder eller står med tørre kinder og ubevægelige ansigter.
Jeg tror, at kærlighed er lige så mystisk som Gud.

Kærlighed er af Gud, fra Gud, så det er egentligt ikke så mærkeligt, at også den er os gådefuld – og umådelig fyldig.
Ikke fyldig som en præstemave, men som den fylde, ånden giver os, så vores jubel bærer os, næsten så vi slipper jorden med fødderne, eller vores gang bliver synligt lettere for tilskuerne J Hverken jubel eller kærlighed er særlig nemme at skjule – med mindre, naturligvis, at vi har været i ukærlige, kolde menneskehænder tidligere eller i længere tid, end vi har styrke til at modstå.
Mennesker er mennesker værst.

Så kan vi være bange for ulve, muslimer, corona, hvad som helst, men værst er mennesker – som er forladt af kærlighed, besat af magt. Ligesom templets ledere.

I sørger nu, men jeg skal se jer igen,
og da skal jeres hjerte glæde sig,
og ingen skal tage jeres glæde fra jer.

For Guds kærlighed overgår al forstand.
Derfor skal vi tage imod den, give den videre, dele ud af den uden så mange forbehold.
Kærlighed er at se hinanden med Guds øjne.
Vi kan se på den ene med respekt for, hvad han eller hun udretter med sine talenter – og vi kan bøjes i medfølelse med den, der af frygt må grave sit ene talent ned.

Kærlighed er i familie med anerkendelse, og vi må erkende, at kun Gud og Hans Søn er fuldkommen.
Vi andre er mennesker og må bøje os, følge Vor Herres eksempel, så vidt vi formår.
Da vil ingen kunne tage vores glæde fra os.

Derfor skal vi sige
Tak og lov og evig ære være dig vor Gud, Far, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand, tre-enig Gud, Højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen.

2. påskedag

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: 
 
Samme dag var to af disciplene på vej til en landsby, som ligger tres stadier fra Jerusalem og hedder Emmaus; de talte med hinanden om alt det, som var sket.
Og det skete, mens de gik og talte sammen og drøftede det indbyrdes, kom Jesus selv og slog følge med dem. Men deres øjne holdtes til, så de ikke genkendte ham.
Han spurgte dem: »Hvad er det, I går og drøfter med hinanden?«
De standsede og så bedrøvede ud, og den ene af dem, Kleofas hed han, svarede: »Er du den eneste tilrejsende i Jerusalem, der ikke ved, hvad der er sket i byen i disse dage?«
»Hvad da?« spurgte han.
De svarede: »Det med Jesus fra Nazaret, som var en profet, mægtig i gerning og ord over for Gud og hele folket – hvordan vore ypperstepræster og rådsherrer har udleveret ham til dødsstraf og korsfæstet ham. Og vi havde håbet, at det var ham, der skulle forløse Israel. Men til alt dette kommer, at det i dag er tredje dag, siden det skete. Og nu har nogle af kvinderne iblandt os forfærdet os; de var tidligt i morges ude ved graven, men fandt ikke hans legeme og kom tilbage og fortalte, at de i et syn havde set engle, som sagde, at han lever. Nogle af dem, der er sammen med os, gik så ud til graven og fandt det sådan, som kvinderne havde sagt, men ham selv så de ikke.«
Da sagde han til dem: »I uforstandige, så tungnemme til at tro på alt det, profeterne har talt. Skulle Kristus ikke lide dette og gå ind til sin herlighed?«
Og han begyndte med Moses og alle profeterne og udlagde for dem, hvad der stod om ham i alle Skrifterne. De var næsten fremme ved den landsby, de var på vej til, og Jesus lod, som om han ville gå videre.
Men de holdt ham tilbage og sagde: »Bliv hos os! Det er snart aften, og dagen er allerede gået på hæld.«
Så gik han med ind for at blive hos dem.
Og mens han sad til bords sammen med dem, tog han brødet, velsignede og brød det og gav dem det. Da åbnedes deres øjne, og de genkendte ham; men så blev han usynlig for dem.
De sagde til hinanden: »Brændte vore hjerter ikke i os, mens han talte til os på vejen og åbnede Skrifterne for os?«
Og de brød op med det samme og vendte tilbage til Jerusalem, hvor de fandt de elleve og alle de andre forsamlet, som sagde: »Herren er virkelig opstået, og han er set af Simon.«
Selv fortalte de, hvad der var sket på vejen, og hvordan de havde genkendt ham, da han brød brødet.
 
I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, amen.
Ved gensynet med Emmaus-fortællingen så jeg for mig et gammeldags fluepapir fra lige efter min konfirmation, hvor jeg købte en fjordhest til ridebrug og dermed også kom i en stald. Fluepapiret var en stimmel, der kunne trækkes ud, og hang i en spiral ned fra en dertil placeret krog. Der kunne være mange fluer på sådan en strimmel, og meget støv.
Emmaus-beretningen og fluepapiret hænger for mit indre blik side om side som billeder på, hvordan vi gør os erfaringer – og lærer af dem, nogle gange med hjælp. En vind eller noget kunne give fluestrimlen en knæk, en fold, så den udtrukne spiral skiftede retning. Og stadig fange fluer. Indtil der ikke plads er til flere.
Sådan som vi og disciplene pludseligt indser, at vi er gået til vores viden fra en forkert vinkel. Pludselig vrides den ud af den vante facon.
Fra vi kommer til verden reagerer vi forskelligt på forskellige måder at blive håndteret på, vi holder snart øjenkontakt og vil endda søge den. Og så videre.
Som mennesker gør vi både gode og ubehagelige erfaringer. Vi lærer bedst af de gode, men uanset hvordan hvem reagerer på os, reagerer vi også på dem, og sådan fortsætter indlæring, venskaber, uvenskaber og så videre.
Vores møder med omverden præger os, jo tidligere, jo mere.
Og pludseligt sker der noget helt andet, end vi havde regnet med.
Hvordan gik DET lige til? Fluepapiret ”knækker”, ligeløbet brydes, vi kan ikke finde mening i galskaben.
Vi regnede med en Happy End og kommer til begravelse i stedet for til kroning.
Det giver ikke mening.
Kaos og fortvivlelse breder sig i det folkehav af valfartende, der skyller tilbage til deres hjemsteder efter højtiden, påskefejringen i Jerusalem.
De to disciple har brug for en vejleder, der kan sætte deres viden sammen i rigtig rækkefølge, så de bliver i stand til at forstå det uforståelige. Men her og nu er der kaos i hoved og i hjerte. Var det bare en døgnflue, vi blev så berørte af?
Hvad skal vi så tro?
Blandt mennesker kan også vi forbavses og skuffes – der var noget, vi overså, og så sidder vi med smerten, forargelsen, vreden.
Vi kan tro på det gode i andre mennesker, og så bliver vi …
Vi kunne ha troet, at når kvinder bliver udsat for noget – så har de nok selv bedt om det. Og så rammer det os selv, vores kære, og vi havde ikke bedt om noget som helst.
Eller vi tror skidt om nogle bestemte typer – kristne, brune, unge, gamle, københavnere eller morsingboere. Og en dag opdager vi, helt ud af det blå, at vi tog godt nok fejl.
Hvordan råder vi bod på vores dårlige dømmekraft, nogle gange ligefrem fordomme?
Uanset hvad vi tror eller mener om noget som helst, godt eller ondt, så kan vi tage fejl, helt uden at ane uråd, overhovedet.
Livet leves forlæns og forstås baglæns.
Guds søn er nødt til at dø før vi kan se og forstå rækkevidden af hans kærlighed.
At den simpelt hen er uendelig.
End ikke døden kan sætte en stopper for den.
Og så langt det er – det strækker menneskelig forstand ikke til. Vi er nødt til at få det bøjet – om nødvendigt i fluepapir ved Herrens hånd.
Alligevel, eller derfor! Skal vi sige
Tak og lov og evig ære være dig vor Gud,
Far, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand, tre-enig Gud,
Højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.  
Amen.

Påskedag

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus 16,1-8: 

Da sabbatten var forbi, købte Maria Magdalene og Maria, Jakobs mor, og Salome vellugtende salver for at gå ud og salve ham.
Meget tidligt om morgenen den første dag i ugen kommer de til graven, da solen var stået op.
Og de sagde til hinanden: »Hvem skal vi få til at vælte stenen fra indgangen til graven?«
Men da de så derhen, opdagede de, at stenen var væltet fra. For den var meget stor. Og da de kom ind i graven, så de en ung mand i hvide klæder sidde i den højre side, og de blev forfærdede.
Men han sagde til dem: »Vær ikke forfærdede! I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her. Se, dér er stedet, hvor de lagde ham! Men gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham, som han har sagt jer det.«
Og de gik ud og flygtede fra graven, for de var rystede og ude af sig selv. Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange.

Kristus er opstanden.

Ja, han er sandelig opstanden.

Kristus er opstanden.

Ja, han er sandelig opstanden.

Kristus er opstanden.

Ja, han er sandelig opstanden.

”de gik ud og flygtede fra graven, for de var rystede og ude af sig selv”
Er verden nu vendt helt på hovedet  - eller vender den endeligt rigtig.

Uanset hvor meget og hvor længe vi fordyber os i Bibelen – så bliver Gud ved med at være en gåde, der overgår al forstand.

Men noget falder på plads.
Fredagens frygt for, at disciplene skulle være gået i sporene af en bedrager – den er lagt ned, helt ned.

Men frygten er der stadig, for det, at et menneske skulle opstå fra de døde – nej, det er ikke muligt.

I dag kan læger genoplive, nogle gange, men når et menneske først er lagt i graven – så er alle muligheder udtømt.
Men ikke for Gud.
For Gud er alting muligt. OG for Jesus, Guds søn.
Det eneste andet menneske, der har forladt sin grav, var Lazarus, og det var ikke på eget initiativ.
Det var på Jesu befaling.

I vores verden får Døden det sidste ord, men ikke i Guds verden. Der formår døden intet. Hverken at holde på Jesus eller på nogen som helst, som Gud har bestemt andet for.

Mellem mennesker, kristne og måske også i andre trossamfund findes forestillinger om frelse eller fortabelse over for frelsen for ethvert menneske, den dobbelte udgang eller alles frelse.

Det er ikke op til os.
Det er Guds afgørelse, og vi kan frygte det første, muligheden for at gå fortabt, og håbe på det bedste, at også du og jeg finder nåde foran Gud.
Vi kan intet vide, og må gribes af samme frygt som kvinderne ved graven, når og hvis vi giver os til at gruble over, hvad der skal ske os efter døden.

Alligevel gør vi os af og til nogle strøtanker, at når de gamles sidste bror eller søster dør – så er de igen samlede – uanset hvor de konkret er begravede. Forventningen går i vores talesprog. Siger fra ældre tider, hvor videnskab og teknologi endnu lå i deres vugge eller stavrede usikkert rundt mellem undrende og belæste mennesker. Teknikkerne også med et vist praktisk håndelag.

Men ingen læsning, ingen teknologi kan gøre os kloge på Gud. Han forbliver en gåde, ingen fuldt kan forstå, ligesom en regnorm aldrig kommer til at fatte et menneske.

Vi kan læse og erfare os til en ny forståelse, en fornyet respekt for Guds storhed OG tilgængelighed.
For ethvert menneske kan henvende sig til Gud, og endda uanset med hvilket navn, de påkalder Ham.

Vores Gud, Jesu Kristi Gud og far, vores forståelse af Gud er helt anderledes end andre religioners gudsbilleder. Vores Gud er så stor, at han kan komme til os i et menneskes skikkelse uden at blive mindre af det – men tværtimod række ud til ethvert menneske. Hans skabning og for sønnen også et medmenneske.

Gud er stor. Gud er større. Gud er størst.

Over for Gud er vi ikke større end den mindste regnormeunge, om en sådan skulle findes.

Under alle omstændigheder: Når vi møder Gud, så er det helt vidunderligt og ualmindeligt skræmmende.
Der er ikke andet at sige end ”halleluja, tak og amen”

Tak og lov og evig ære være dig vor Gud,
Far, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand, tre-enig Gud,
Højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen.

Langfredag

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: 
 
Da de havde hånet Jesus, tog de kappen af ham og gav ham hans egne klæder på. Så førte de ham ud for at korsfæste ham. På vejen derud traf de en mand fra Kyrene, som hed Simon, ham tvang de til at bære hans kors.
Da de kom ud til det sted, der hedder Golgata – det betyder Hovedskalsted – gav de ham vin at drikke, som var blandet med malurt, men da han smagte det, ville han ikke drikke det. Og da de havde korsfæstet ham, delte de hans klæder mellem sig ved at kaste lod om dem. Så satte de sig dér og holdt vagt over ham.
Over hans hoved havde de anbragt anklagen imod ham, den lød: »Det er Jesus, jødernes konge«.
Sammen med ham blev der korsfæstet to røvere, den ene på hans højre, den anden på hans venstre side.
Og de, der gik forbi, spottede ham og rystede på hovedet og sagde: »Du, som bryder templet ned og rejser det igen på tre dage, frels dig selv, hvis du er Guds søn, og stig ned fra korset!«
Også ypperstepræsterne og de skriftkloge og de ældste hånede ham på samme måde og sagde: »Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse. Han er jo Israels konge, lad ham nu stige ned fra korset, så vil vi tro ham. Han har stolet på Gud, lad Gud nu udfri ham, hvis han vil vide af ham. Han har jo sagt: Jeg er Guds søn.«
Også røverne, der var korsfæstet sammen med ham, hånede ham på samme måde. Men fra den sjette time faldt der mørke over hele jorden indtil den niende time.
Og ved den niende time råbte Jesus med høj røst: »Elí, Elí! lemá sabaktáni?« – det betyder: »Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?«
Nogle af dem, som stod der og hørte det, sagde: »Han kalder på Elias.«
Straks løb en af dem hen og tog en svamp og fyldte den med eddike, satte den på en stang og gav ham noget at drikke.
Men de andre sagde: »Lad os se, om Elias kommer og frelser ham.«
Men Jesus råbte atter med høj røst og opgav ånden. Og se, forhænget i templet flængedes i to dele, fra øverst til nederst. Og jorden skælvede, og klipperne revnede, og gravene sprang op, og mange af de hensovede helliges legemer stod op, og de gik ud af deres grave og kom efter hans opstandelse ind i den hellige by og viste sig for mange.
Men da officeren og hans folk, der holdt vagt over Jesus, så jordskælvet og det andet, der skete, blev de rædselsslagne og sagde: »Sandelig, han var Guds søn.«
Der var også mange kvinder, der så til på afstand, de havde fulgt Jesus fra Galilæa og sørget for ham. Blandt dem var Maria Magdalene, Maria, Jakobs og Josefs mor, og Zebedæussønnernes mor.
 Matthæusevangeliet 27,31-56

I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, amen.
Guds søn, Jesus af Nazareth, Jødernes konge, døde af kærlighed.
For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn.
Guds kærlighed er dyrebar, men ikke eksklusiv på den måde, at Han udelukker nogen, som tror, bare fordi de ikke er helt perfekte.
Gud, og Guds søn elsker os alle.
På Guds måde, ikke på menneskers måde, mest almindelige måde: at vi kun elsker dem, vi kan lide.
For os er det at elske nogen en slags opgradering af at synes om, kunne lide. Alligevel kan vi se os alvorligt vrede på den, vi elsker, for med mindre vi taler om vores kærlighed til Gud – så er vi andre jo ikke fejlfri. Og dermed kommer der huller i vores kærlighed.
Der er ingen huller i Guds kærlighed.
Han tager den helt til endestationen, og videre derfra, op i evigheden.
Gud havde i Jesus grund til at hade og foragte Judas Iskariot, som forrådte ham. Men det er ikke det, vi ser eller hører i torsdagens evangelium, hvor Jesus begræd forræderen, ynkedes over ham. Dommen fælder forræderen selv, da han tager sit liv, da han ser, indser, resultatet af sin vildfarelse.
Guds kærlighed er lige så fuldkommen, som Han er i enhver anden henseende.
Derfor skal vi sørge med ham – over os selv. Over vores ufuldkommenhed og vores stadige forræderi over for Gud, hver gang vi vælger den lette løsning frem for den nødvendige – hvad den så er?
Vores indsigt er utilstrækkelig.
Vi kan være meget vidende eller temmelig blanke – vores indsigt er stadig utilstrækkelig, og i forhold til Gud er der ikke den store forskel på yderpunkterne i menneskelig viden og indsigt.
På en langfredag, i dag, må vi mindes og sørge over, at menneskeheden var og er i så dårlig moralsk og etisk forfatning, at det er nødvendigt for Guds søn at dø – for at tage straffen for vores upålidelighed over for Gud og mennesker.
Det er få, der kan sige sig fri for al forræderi.
Det ligger i os alle sammen. Godt nok er der forskel på, hvor stort og hvor groft forræderiet er, men det er der. Det kan være så lille bitte, som en lille splint i lillefingeren, en lille torn, måske endda fra en rose, kærlighedens blomst, kristussymbolet.
Torne blev han kronet med.
”Ingen roser uden torne” siger vi, hvor dansen med dem, vi elsker, viser sig vanskeligere end vi havde drømt om.
I Guds kærlighed til sin skabning er der ingen torne – og ingen løfter om idel idyl og rygvind gennem livet.
For i livet er vi nok i Guds hænder, men også i hinandens hænder. Og dette sidste måtte for de fleste være straf nok.
Det var den – ufortjente – straf, der blev Guds søn til del.
Over for Gud var denne straf tilstrækkelig, en gang for alle, helt bogstaveligt, denne ene mands henrettelse soner straffen for enhvers ulydighed imod Gud.
Det var menneskers justitsmord på Gud søn.
Vi øver stadig justitsmord, nu på hinanden, hver gang vi dømmer hinanden i vores indbyrdes omgang.
Vi har stadig grund til at tage vores gøren og laden op til fornyet overvejelse: hvor, hvornår, hvordan forråder vi Gud?
Hvor, hvornår, hvordan erfarer vi vores forræderi?
Hvor, hvornår, hvordan soner vi vores brøde – bedre og mere fyldestgørende end gennem Jesu sonoffer i vores sted.
Men lad det ikke stå i vejen for hver vores soning, hvor vi kan, som vi kan
Gud og kun Gud fælder den rette og endelige dom. Amen.
Tak og lov og evig ære være dig vor Gud,
Far, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand, tre-enig Gud,
Højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen.

Skærtorsdag

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: 
 
Den første dag under de usyrede brøds fest kom disciplene hen til Jesus og spurgte: »Hvor vil du have, at vi skal forberede påskemåltidet til dig?«
Han svarede: »Gå ind i byen til den og den, og sig til ham: Mesteren siger: Min time er nær; hos dig vil jeg holde påskemåltidet sammen med mine disciple.«
Og disciplene gjorde, som Jesus havde pålagt dem, og forberedte påskemåltidet. Da det blev aften, satte han sig til bords med de tolv.
Og mens de spiste, sagde han: »Sandelig siger jeg jer: En af jer vil forråde mig.«
De blev meget bedrøvede og begyndte én efter én at spørge ham: »Det er vel ikke mig, Herre?«
Han svarede dem: »Det er ham, som med hånden dyppede i fadet sammen med mig, der vil forråde mig.
Menneskesønnen går bort, som der står skrevet om ham, men ve det menneske, som Menneskesønnen forrådes af. Det var bedre for det menneske, om det aldrig var født.«
Judas, som forrådte ham, spurgte: »Det er vel ikke mig, Rabbi?«
Han svarede ham: »Du sagde det selv.«
Mens de spiste, tog Jesus et brød, velsignede og brød det, gav sine disciple det og sagde: »Tag det og spis det; dette er mit legeme.« Og han tog et bæger, takkede, gav dem det og sagde: »Drik alle heraf; dette er mit blod, pagtens blod, som udgydes for mange til syndernes forladelse. Jeg siger jer: Fra nu af skal jeg ikke drikke af vintræets frugt, før den dag jeg drikker den som ny vin sammen med jer i min faders rige.« Og da de havde sunget lovsangen, gik de ud til Oliebjerget.
 Matthæusevangeliet 26,17-30
 
 
I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, amen.
Der er noget i dagens tekst, der slår mig lige så mærkbart som overskriften: Påskemåltidets forvandling til en ny pagt gennem nadverindstiftelsen
– det er den medfølelse, som Jesus udtrykker for det menneske, som skal forråde ham
- den medfølelse, som Jesus udtrykker for det menneske, som skal forråde ham.
Når vi igen må fejre gudstjeneste uden tidsbegrænsning drømmer jeg om Langfredag at læse hele lidelseshistorien. Der kan man læse, hvordan forræderen tager sin skyld på sig, og det giver god grund til Jesu medlidenhed med ham.
Selv om den skyldige forlader kredsen om Jesus, inden han – Jesus naturligvis - har læst tak og udlagt vinen – så forstår jeg den nære sammenhæng mellem forudsigelse og nadverindstiftelsen under og efter måltidet som en påmindelse om, at medfølelse også med skyldige personer er en kristen dyd.
For skyldige – det er vi alle sammen. Om det er små eller store synder, vi har på samvittigheden, det ved og afgør kun Gud. Og forinden nogle gange også by-, lands- og højesteret.
Men det er ikke pisken, der skal svinges over vores hoveder –det er nødvendigheden af at dømme med mildhed, også når vi føler os trådt for nær. Måske endda især, når vi føler os trådt for nær – når nogen ser, hvad vi helst vil holde for os selv, hvad vi er lidt flove over?
En klog sige minder os om, at vi ikke skal dømme et andet menneske uden at have gået 1000 mil i hans støvler.
Uanset hvor længe og hvor godt vi mener at kende hinanden, så kan vi jo ikke mærke, hvordan et liv gnaver i menneske-sjælen.
Nogle gange kan vi ikke en gang mærke vores egne gnavsår. De gør for ondt, og vi tager noget smertestillende, noget afledende, eller vi bestemmer os for, at vi vil ikke mærke det.
Det hæmmer vores blik og forfalsker vores forståelse af, hvad vi ser, også eller især hos naboen. Uanset hvad vi gør for at dulme vores dårlige samvittighed, stor eller lille, velbegrundet eller af tillært skyldfølelse, så har vores anstrengelser den trælse bivirkning: Det gør os blinde og følelsesløse for andres tilsvarende smerter.
Og smerten dobles op, flerdobles, jo mindre vi ser, jo mere vi skyder fra os.
Vi lægger skyld på skyld. Både på os selv og på dem, vi bruger som syndebukke.
Det er derfor, at nadveren må til.
Det måltid, hvor Jesus gør sig til sonoffer for os alle sammen.
Det mål af barmhjertighed, han giver os, er bogstaveligt talt guddommeligt.
Og Jesu barmhjertighed er et forbillede til efterfølgelse, så godt vi formår.
Det er i kraft at, at Han er vores godt nok uopnåelige forbillede, men stadig væk  forbillede og mønstereksempel, prototype på hvordan, Gud fordrer af os, at vi møder hinanden.
Det er ikke lige nemt hver dag, i ethvert møde.
Derfor tog Jesus vores skyld på sig
– så vi uden overflødige byrder kan møde hinanden i øjenhøjde
– lige meget hvem vi er.
Derfor skylder vi ham altid tak, uanset hvordan det går.
Selv når landet bliver lukket ned, vores vacciner sendt andre steder hen eller på pause, eller rækkefølgen bliver ændret, lige som det er vores tur til at få stikket. Vi skylder ham altid tak og lad os dertil sige
tak og lov og evig ære være dig vor Gud,
Far, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand, tre-enig Gud,
Højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen.

Søndag den 28. marts 2021

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: 

Da de nærmede sig Jerusalem og kom til Betfage ved Oliebjerget, sendte Jesus to disciple af sted og sagde til dem: »Gå ind i landsbyen heroverfor, og I vil straks finde et æsel, som står bundet med sit føl. Løs dem, og kom med dem. Og hvis nogen spørger jer om noget, skal I svare: Herren har brug for dem, men vil straks sende dem tilbage.«
Det skete, for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeten, der siger: »Sig til Zions datter: Se, din konge kommer til dig, sagtmodig, ridende på et æsel og på et trækdyrs føl.«
Disciplene gik hen og gjorde, som Jesus havde pålagt dem. De kom med æslet og føllet og lagde deres kapper på dem, og han satte sig derpå. Den store folkeskare bredte deres kapper ud på vejen, andre skar grene af træerne og strøede dem på vejen.
Og skarerne, som gik foran ham, og de, der fulgte efter, råbte: »Hosianna, Davids søn! Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn! Hosianna i det højeste!«
 
I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, amen.

Endelig.
NU kommer den konge, som vi har ventet på i flere hundrede år. Nu bliver alting godt igen.  Hosianna i det højeste.
Forventningerne er tårnhøje.
Bagefter kan kynikeren, superrealisten spørge: Hvad havde du/I regnet med?

Det kan man spørge sig om ved ethvert valg, ved ethvert nytår, ved rigtig mange lejligheder, hvor vi skruer forventningerne helt op under taget.

Hvorfor skruer vi vores forventninger så højt op?
Er vores liv virkeligt så sølle, at der skal noget helt andet og noget meget mere til, for at ”det bliver godt igen”?
Eller er det den daglige trummerum, der får os til at længes så stærkt efter en ”befrielse”, et omslag – endelig slår vejret om og vi kan se at foråret, sommeren er på vej.

Og senere på året – Nu er det snart jul (lige efter allehelgens/ halloween) og vi skal hygge med lys (eventuelt batteridrevne,  så vi ikke indånder skadelige partikler) lys på bordet, juleknas til eftermiddags- eller aftenhygge.
Efter jul og nytår: Uf, hvor er det mørkt.

TV2s ”Kom, lad os brokke os, det er det vi har det bedst med” over for Dan Turèlls ”Hverdagen, mest af alt holder jeg af hverdagen…”
Er vi hele tiden spændt ud mellem trygheden i hverdagen og ønsket (kravet) om noget anderledes fantastisk?

Det er nok ikke helt ved siden af.
Det afhænger af vores alder og plads i familie og samfund.
Er vi afhængige af andre, er hverdagens forudsigelighed en tryghed, vi finder os tilpas i, eller må affinde os med.
Er vi selvkørende, uafhængige, måske ansvarshavende på den ene måde eller på den anden, er det ikke af vejen med en fest og en rejse.  Hvilke fester, hvilke rejser – det afhænger af vores interesser, hverv, karakter.

Lidt afhængige er vi alle sammen. Det mærker vi tydeligt nu, og der kommer nok til at gå en rum tid, før vi har fået skovlen under corona eller i det mindste lært at leve med den, med ny standarder for hygiejne og krammere.
Engang, håber vi, får vi igen frihed til at leve vores liv, som det bekommer os bedst.  Længslen er til at mærke.
Optimismen? Det kommer vist meget an på, hvem vi er.

Og betydningen, følgerne på den lange bane?
Vi er lige så uvidende som de valfartende i Jerusalem, der fejrede Jesu ankomst som fredsfyrste.

Lige så uvidende som om få dage ypperstepræsten, de skriftkloge, farisæerne og Pilatus.
Den sidste nok temmelig meget mere ligeglad end de øvrige. Vi ved det ikke.
Vi må tage imod de glæder, livet byder os og være beredt på at skulle bære også nogle byrder undervejs, uanset hvo  hovedvægten ligger.
Noget kan vi dog være sikre på: En dag skal vi dø.
Og mens vi lever har vi dog frikort til at henvende os til Gud om stort og småt, om godt og ondt.
Vi har frikort til at sige ham tak ved enhver given lejlighed, også til at takke for, at vi kan plage ham dag ud og dag ind – uden at drive ham til vanvid. Så holdbare er mennesker ikke.

Jesus red ind i Jerusalem på et æsels føl, ikke på en vældig stridshingst med en hestgarde efter sig. Som en konge, der ubevæbnet møder sit folk. Han har ikke grund til at frygte det folk, han har gået iblandt og hjulpet, hvor han blev bedt, og helt uopfordret.

Jesus møder sin modstandere, som vil hævde sin ledelsesret, selv om deres hverv er at tjene Gud.
Det gør de – ved at slå sønnen ihjel, og så tror de sig sikre.

Også de skal overraskes, når Guds virkelighed – falder dem i ryggen -  fordi de har vendt ryggen til Gud.
I den kommende uge skal vi overraskes og lade os overraske over Guds storhed, der overgår enhver forstand.  Amen.

Tak og lov og evig ære være dig vor Gud, Far, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand, tre-enig Gud, Højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen.
 
Herren velsigne dig og bevare dig
Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig.
Herre løfte sit ansigt mod dig og give dig fred.

FASTE FØRST, FEST SÅ…

… med en lille omskrivning af Grundtvigs ord: menneske først, kristen så.

Smerte går forud for lettelse, uanset hvilken smerte, vi taler om.

Faste har bare ikke noget at gøre hverken med smerte eller lettelse. Faste er en fromhedsøvelse og er i almindelighed lidt gammeldags, selv om den kan være et brugbart hjælpemiddel til at overveje, hvad der virkeligt er vigtigt i vores liv.

Oprindeligt handlede det om at sætte vores krop på »nødration«. I dag bruges det at sætte andre bekvemmeligheder (tv, streaming, sociale medier med mere) på nødblus – dvs. at man forsøger at holde sig til det, der er nødvendigt for at få dagligdagen til at fungere. Men ekstra respekt for og støtte til de nødstedte, hvis dagligdag går på krykker – om børnene slet ikke har mobiltelefoner, eller må gå i afl agt tøj; om mors/fars udfordringer også er udfordrende for børnene; eller om man sidder alene i dødsenglens skygge tæt på 24-7.

Faste er til for at vi kan begribe hvordan livet er fat – for de, der er ringere stillet end os selv.

Påske er, derimod, for, at vi alle skal have mod til at leve med vores uperfekte liv og væsen: For at vi skal vide, at vi kan tilgives hvad som helst, som vi kan og vil vedgå.

Hvad vi ikke kan eller vil vedgå, kan hverken Gud eller mennesker hjælpe os igennem.

Men så snart vi tør se vores selviskhed, hvori den så består, i øjnene, da er hjælpen lige ved hånden: Lige ved vores egen hånd og ved Guds nåde.

Der er grund til at fejre påske – til at fejre, at Guds søn for altid har besejret både død og menneskelige svagheder.

Skærtorsdag, med Jesu indstiftelse af nadveren; den sidste nadver, der blev den første; sad Judas med – ifølge teksterne til og med brødet blev brudt som udtryk for Jesu dødsstraf i vores sted. Selv Judas, forræderen, kunne tilgives, selvom »det var bedre for ham om han slet ikke var født«.

Sådan er nogle menneskers liv. Og i påskemorgens lys tilfalder domfældelse aldrig et andet menneske, men Gud selv.

Vi må alle bede om Hans nåde, og vi må tro os som modtagere så langt, som vi tør se os selv. Hør godt efter Langfredags læsninger.

Frygt ikke, tro kun.

Joan Amalie Holck

Præludium til 2. søndag i Advent,
Sdr. Dråby kirke

Guitar: Bjarke Frandsen Andersen
Vokal: Marie Schmidt Klausen

FRYGT IKKE, TRO KUN

Musik bevæger os, og vi bruger musik og sang til at ledsage os gennem glæde og sorg. Vi kan også bruge musikken til at omfavne og forvandle vores følelser, før de omfavner og forvandler os.

Noget musik kan drive os til vanvid. Hvilken af slagsen kommer an på, hvor vi er i vores liv, hvilken viden, hvilke erfaringer og livsanskuelser vi har indsamlet igennem vores leveår.

Anden musik bruger vi til at udtrykke vores kærlighed, og vi bruger velkendte melodier som grundlag for lejlighedssange til festlig brug. I de unge år bruger vi vores egen tids musik til at markere en voksende uafhængighed af vores forældre og samhørighed med dén ungdomskultur, vi går ind i. En helt fjerde slags bruges til at synge småfolket til ro ved aftentide.

I kirkelige sammenhænge, når vi går ind i troens rum, bruger vi også musik - også af forskellig slags.

»Dagens« salme omfatter, i sin korthed, både lovprisning, bekendelse, bøn og fortrøstning. Den stråler i melodi og tekst af en fromhed, som kun de færreste af os udlever i hverdagslivet og måske kun genkender ved særligt vellykkede gudstjenester, ved særlige højtider.

I mine øren kunne melodien stamme fra den himmelske hærskare, som synger julenat - aldeles overjordisk.

En melodi af hvilken man får fred i sindet… hvis ikke den i stedet frustrerer en lytter, som ikke tåler en absolut fred og en overgivelse til den, der er større end os.

Det kræver mod at overgive sig. Også med mindre end hud og hår - fx bare med vores overvældende følelser til Gud.

Frygt ikke, tro kun.

Joan Amalie Holck

Den Danske Salmebog 62 

1. Jesus - det eneste, 
helligste, reneste
navn, som af menneskelæber er sagt.
Fylde af herlighed,
fylde af kærlighed,
fylde af nåde, af sandhed og magt.

2. Modgangen møder mig,
aldrig du støder mig
bort fra din hellige, mægtige favn.
Mennesker glemmer mig!
Herre, du gemmer mig
fast ved dit hjerte og nævner mit navn.

3. Herre, du høre mig,
Herre, du føre mig,
hvordan og hvorhen det tjener mig bedst!
Giv mig at bøje mig,
giv mig at føje mig
efter din vilje, mens her jeg er gæst!

4. Du er den eneste,
helligste, reneste;
giv mig dit rene og hellige sind!
Fri mig fra farerne,
frels mig fra snarerne,
tag mig til sidst i din herlighed ind!

Ole Theodor Moe 1904.