Præstens side

FASTE FØRST, FEST SÅ…

… med en lille omskrivning af Grundtvigs ord: menneske først, kristen så.

Smerte går forud for lettelse, uanset hvilken smerte, vi taler om.

Faste har bare ikke noget at gøre hverken med smerte eller lettelse. Faste er en fromhedsøvelse og er i almindelighed lidt gammeldags, selv om den kan være et brugbart hjælpemiddel til at overveje, hvad der virkeligt er vigtigt i vores liv.

Oprindeligt handlede det om at sætte vores krop på »nødration«. I dag bruges det at sætte andre bekvemmeligheder (tv, streaming, sociale medier med mere) på nødblus – dvs. at man forsøger at holde sig til det, der er nødvendigt for at få dagligdagen til at fungere. Men ekstra respekt for og støtte til de nødstedte, hvis dagligdag går på krykker – om børnene slet ikke har mobiltelefoner, eller må gå i afl agt tøj; om mors/fars udfordringer også er udfordrende for børnene; eller om man sidder alene i dødsenglens skygge tæt på 24-7.

Faste er til for at vi kan begribe hvordan livet er fat – for de, der er ringere stillet end os selv.

Påske er, derimod, for, at vi alle skal have mod til at leve med vores uperfekte liv og væsen: For at vi skal vide, at vi kan tilgives hvad som helst, som vi kan og vil vedgå.

Hvad vi ikke kan eller vil vedgå, kan hverken Gud eller mennesker hjælpe os igennem.

Men så snart vi tør se vores selviskhed, hvori den så består, i øjnene, da er hjælpen lige ved hånden: Lige ved vores egen hånd og ved Guds nåde.

Der er grund til at fejre påske – til at fejre, at Guds søn for altid har besejret både død og menneskelige svagheder.

Skærtorsdag, med Jesu indstiftelse af nadveren; den sidste nadver, der blev den første; sad Judas med – ifølge teksterne til og med brødet blev brudt som udtryk for Jesu dødsstraf i vores sted. Selv Judas, forræderen, kunne tilgives, selvom »det var bedre for ham om han slet ikke var født«.

Sådan er nogle menneskers liv. Og i påskemorgens lys tilfalder domfældelse aldrig et andet menneske, men Gud selv.

Vi må alle bede om Hans nåde, og vi må tro os som modtagere så langt, som vi tør se os selv. Hør godt efter Langfredags læsninger.

Frygt ikke, tro kun.

Joan Amalie Holck

Præludium til 2. søndag i Advent,
Sdr. Dråby kirke

Guitar: Bjarke Frandsen Andersen
Vokal: Marie Schmidt Klausen

FRYGT IKKE, TRO KUN

Musik bevæger os, og vi bruger musik og sang til at ledsage os gennem glæde og sorg. Vi kan også bruge musikken til at omfavne og forvandle vores følelser, før de omfavner og forvandler os.

Noget musik kan drive os til vanvid. Hvilken af slagsen kommer an på, hvor vi er i vores liv, hvilken viden, hvilke erfaringer og livsanskuelser vi har indsamlet igennem vores leveår.

Anden musik bruger vi til at udtrykke vores kærlighed, og vi bruger velkendte melodier som grundlag for lejlighedssange til festlig brug. I de unge år bruger vi vores egen tids musik til at markere en voksende uafhængighed af vores forældre og samhørighed med dén ungdomskultur, vi går ind i. En helt fjerde slags bruges til at synge småfolket til ro ved aftentide.

I kirkelige sammenhænge, når vi går ind i troens rum, bruger vi også musik - også af forskellig slags.

»Dagens« salme omfatter, i sin korthed, både lovprisning, bekendelse, bøn og fortrøstning. Den stråler i melodi og tekst af en fromhed, som kun de færreste af os udlever i hverdagslivet og måske kun genkender ved særligt vellykkede gudstjenester, ved særlige højtider.

I mine øren kunne melodien stamme fra den himmelske hærskare, som synger julenat - aldeles overjordisk.

En melodi af hvilken man får fred i sindet… hvis ikke den i stedet frustrerer en lytter, som ikke tåler en absolut fred og en overgivelse til den, der er større end os.

Det kræver mod at overgive sig. Også med mindre end hud og hår - fx bare med vores overvældende følelser til Gud.

Frygt ikke, tro kun.

Joan Amalie Holck

Den Danske Salmebog 62 

1. Jesus - det eneste, 
helligste, reneste
navn, som af menneskelæber er sagt.
Fylde af herlighed,
fylde af kærlighed,
fylde af nåde, af sandhed og magt.

2. Modgangen møder mig,
aldrig du støder mig
bort fra din hellige, mægtige favn.
Mennesker glemmer mig!
Herre, du gemmer mig
fast ved dit hjerte og nævner mit navn.

3. Herre, du høre mig,
Herre, du føre mig,
hvordan og hvorhen det tjener mig bedst!
Giv mig at bøje mig,
giv mig at føje mig
efter din vilje, mens her jeg er gæst!

4. Du er den eneste,
helligste, reneste;
giv mig dit rene og hellige sind!
Fri mig fra farerne,
frels mig fra snarerne,
tag mig til sidst i din herlighed ind!

Ole Theodor Moe 1904.